Hvornår tager modebrands et aktivt standpunkt imod skovrydning?
3.2 milliarder træer bliver hvert år fældet til fordel for at modeindustrien kan sælge flere varer. Men kan det virkelig passe at planeten og fashion ikke kan leve i harmoni med hinanden?
Verdens træer er 30% af løsningen på verdens klimakrise. Hvorfor fælder vi så 3.2 milliarder træer årligt til fordel for mode? Hvorfor misbruger vi naturens ressourcer? Hvorfor sætter vi egne egocentrerede og selvrealiserende behov først?
Mere en 10 millioner arter af planter, dyr og insekter lever i de tropiske regnskove i verden. Vi burde udforske og studere dette andet rige i stedet for at udslette det. De fleste af os lever i harmoni med naturen, og vi vil så nødigt se den misbrugt og ødelagt.
Vi kommer desværre bare til at glemme, at vores handlinger og penge kan bidrage til en branche, der netop misbruger og ødelægger vores kære natur og miljø. Det er en skam at se, hvordan modeindustrien udnytter verdens skove og misbruger dens ressourcer, som var det deres eget at bruge. Hvordan kan vi tillade normaliseringen af at udnytte planeten, og at modeindustrien opfører sig så ignorant i en tid, hvor klimakrisen fylder mere end nogensinde før? Kan det virkelig passe, at vi har så lidt respekt for naturen og klimakrisen, at vi bliver ved med at støtte brands, som ikke tager bæredygtighed og miljø seriøst, og hvis overordnede fokus er profit og mersalg?
De fleste ved, hvor stor en trussel skovrydning er for både klima og mennesker. Det er dog de færreste, der forstår, omfanget af modeindustriens rolle i skovrydningen af Amazonas regnskov. Hvordan skulle vi også vide det? Det er nemlig ikke et faktum, som de store modekoncerner brander sig selv med.
Verden har mistet 1/3 af verdens skove – et område 2X gange større end USA.
Produktionen af læder har især haft en stor indflydelse på skovrydningen i Amazonas regnskov. Forstadiet i forsyningskæden til produktionen af læder står for 80% af skovrydningen i dette område. Mere end 100 store modebrands er direkte forbundet med denne skovrydning, hvilket er en indikator for at hele industrien misbruger og udnytter skovens ressourcer for egen vinding.
Mange brands har faste politikker imod skovrydning, men selve forsyningskæden og sporbarheden af materialer er så indviklet, at mange brands derfor stadig benytter materialer, som er udvundet gennem skovrydning.
Skovrydningen har gennemgående konsekvenser for vores planet og for mennesker hele verden rundt. Menneskerettigheder og velfærd er direkte forbundet med klimakrisen, og konsekvenserne heraf har store sociale og økonomiske konsekvenser verden rundt. Vi er derfor nødt til at respektere naturen – og ikke lade den blive et offer for virksomheders grådighed, behov for overdreven profit og deres tendens til udvinding af begrænsede ressourcer.
Modeindustrien profiterer stort på en forretningsmodel, som er baseret på manglende transparens og indviklede forsyningskæder. Derfor kan deres materialer være svære at spore og skovrydning kan finde sted i stor stil. Brands slipper derfor afsted med at markedsføre sig selv som bæredygtige, økologiske eller fair efter bedste evne. Mange almindelige forbrugere stoler på brands’ markedsføring af egne bæredygtige tiltag, da det kan være svært at vide, hvor man ellers skal finde information om deres faktiske tiltag – med god grund, da uigennemsigtighed er et gennemgående tema i modeindustriens forsyningskæder. Hvordan skal vi så kunne vide om deres miljøforbrydelser og ugerninger i regnskoven?
Vi kræver, at modeindustrien strammer sig an og stopper med at benytte materialer og ressourcer, som er udvundet gennem skovrydning. De er nødt til at handle og kæmpe for at beskytte regnskoven i stedet, da vi hastigt nærmer os et uopretteligt kollaps, som har konsekvenser for mennesker og natur.
Vi vil have, at brands skal stå til ansvar for deres produktion og offentliggøre ophavet af deres materialer, så vi kan være sikre på ikke at støtte yderligere skovrydning.
Mode behøver ikke at koste os skovene og planeten. Mode burde fungere i harmoni med miljø og mennesker. Derfor er det en skam, at industrien lige nu udnytter naturen, som tilhørte den dem.
Som forbruger kan du være opmærksom på hvilke brands, du vælger at støtte. Du kan kræve af dine yndlingsbrands, at de tager sig sammen og offentliggøre kritiske informationer om deres forsyningskæde, så man ved, at man ikke indirekte støtter skovrydning. Sidst men ikke mindst kan du bidrage med at sprede budskabet og lade den gængse forbruger vide, hvad der foregår bag om produktionen i modeindustrien.
- Stand Earth, ”Nowhere to Hide: How the Fashion Industry is Linked to Amazon Rainforest Destruction” 29.11.2
- Chan, Emily, “Is Your Leather Bag Causing Deforestation in The Amazon Rainforest?” Vogue UK, 11.12.21
- Non-Profit Slow Factory
- @canopyplanet